“Held og lykke med dine kvindelige prioriteringer”: Når kunden ikke forstår dine arbejdsværdier

Kvindelige-prioteringer-KORREKT.gif
 

Af Hannah Bergqvist - konsultent, Bookscapes Creative og business-bygger

 
 

Jeg havde for nylig en vild oplevelse, som jeg bare må dele. For der er noget vi bliver nødt at tale om. Noget vigtigt. Det handler om arbejdsliv og arbejdsglæde, værdier og prioriteter, om at kende sit værd og stå ved de præmisser, der gør ens arbejdsliv til en fest. Men hvor starter man lige? 

Altså. Uanset hvor eller hvordan jeg har været ansat, har jeg altid betragtet mig selv som min egen chef, selvom jeg i praksis aldrig har været det før nu. Og hvad mener jeg så med min egen chef? Jo, det har altid været afgørende for mig, at det jeg laver og arbejder med er noget, der gør mig glad. Altså sådan rigtig glad helt ind i hjertekulen. Formålet med mit arbejdsliv har aldrig været at nå til det punkt, hvor jeg kunne blære mig med en prestigefyldt topstilling, forretningsrejser, firmabil og designer suits og høje hæle – jovist, en god (og fornuftig!) løn og en flot hæl skal man bestemt ikke kimse ad — men det har aldrig været dét, der var afgørende for mine valg af jobs eller den retning mit arbejdsliv har taget og bliver det nok heller aldrig. Ambitionen har ligget et helt andet sted. For mig har det altid handlet om at gøre en forskel og endnu vigtigere: at være fri og glad!

Men for at vide hvad der gør en glad, må man også vide, hvem man er og hvad der gør en forskel for dig i dit liv. 

 
Hannah Bergqvist

Hannah Bergqvist

 

For mig er det styrende og bærende element lysten til at blive klogere og lære mere. Min nysgerrighed er mit drive. Jeg er en lifelong learner, der altid godt har kunnet lide at læse. At dykke ned i en comfy lænestol med en varm kop te og uldbørger på futterne og forsvinde ind i andre verdner for så at komme tilbage og dele historierne med andre var og er stadig bare det bedste. Så på trods af, at jeg i mange år — mest i teenageårene — talte bognørden i mig selv ned, besluttede jeg samtidig ret tidligt, at jeg ville gøre fortællingens, bøgernes, sprogets og tekstens verden til min arbejdsplads, uden dog at definere et endegyldigt og uomtvisteligt mål i form af en topstilling a la chefen for det hele på det og det forlag. 

Og så alligevel.

For jeg har altid flirtet med tanken om at blive chef, men ikke for enhver pris nødvendigvis, og slet heller ikke nødvendigvis i andres biks på andres præmisser.

Måske er det storesøstergenet i kombination med mit kreative drive, der gør, at jeg automatisk læser på tværs af en virksomhed eller et projekt og ser muligheder i hullerne, får ideer non-stop og elsker at sætte skibe i søen, tegne en retning, eksekvere, prøve ting af, modificere og følge op. Who knows. Virkeligheden er i hvert fald, at jeg siden 2008 har freelancet ved siden af mit ”rigtige” arbejde og egentlig i lang tid betragtede det som en uforpligtende legeplads, noget jeg lavede mest ”for sjov” og var OK med at få betaling i naturalier for. Her kunne jeg gøre det jeg er god til og samtidig hjælpe andre — meget afgørende — på mine egne præmisser. Prøve chefrollen af i små bidder og snuse til det. Min far opfordrede mig i mange år til at få et CVR-nummer, at hoppe ud i spinatbedet, som han sagde, men jeg forestillede mig, at den formaliserede version var alt for bøvlet med bogholderi, regnskab, moms og faktura, så jeg skød det ligesom til side. Men efterhånden som jeg arbejdede mig op i bogbranchen og fik mere og mere erfaring og indsigt i hvordan man kan gøre tingene anderledes til det bedre, kunne jeg mærke, at det med at være min egen chef trængte sig mere og mere på. Begyndte at fylde mere og mere. Og behovet for rent faktisk at gøre noget ved det opstod så, da jeg i 2017 blev mor og hele identitetsfortællingen på samtlige planer satte i gang. 

Nu handlede det ikke længere om bøvlet admin, men om troværdighed — practice what you preach og walk the talk og alt det der. At være nogens mor, en rollemodel og et forbillede, gjorde, at jeg var nødt til at tage stemmen inde i mig alvorligt og handle på det. I den forbindelse fik jeg gennemgået mit værdisæt og tog endelig beslutningen om at få det CVR-nummer. Den tid man som forældre har til sig selv er så sparsom, at man føler at den tid, der trods alt er, skal udnyttes fuldt ud. Det gælder også på arbejdet. Forandringerne betød dog ikke, at jeg er blevet et andet menneske, det har bare gjort, at mine prioriteringer i livet (og dermed også i arbejdslivet) forandrede sig med det lille nye liv. Og jeg lovede mig selv, at jeg i mit selvstændige virke ville prioritere min arbejdsglæde og pinne den øverst til feedet. Intet mindre.

Mit arbejdsliv — min arbejdsglæde!

Så hvad er pointen med alt det her så?

Jo, altså. Jeg havde for nylig en vild oplevelse. Jeg havde igennem længere tid talt med en potentiel samarbejdspartner om mulighederne for at indgå et samarbejde på mere fast basis. Det var helt tydeligt, at projektet var noget, jeg ville blive rigtig glad i låget af at bidrage til og arbejde med. Det handlede nemlig om to ret væsentlige kerneområder i min faglighed og akademiske speciale, digital kommunikation og børnebøger. Det var også meget tydeligt, at min potentielt kommende samarbejdspartner var meget interesseret i mig og min faglige profil; mine kompetencer, min specialistviden, den alsidige, brede erfaring og de skills medsamt kæmpe netværk inden for branchen i ind- og udland jeg kunne byde ind med. Alle de opgaver jeg kunne løfte, den sparring og værdi jeg kunne tilføre virksomheden. 

Men. Problemet var, at man havde det stramt med dels at acceptere præmissen om fleksibilitet, altså at jeg som konsulent gerne vil kunne tilrettelægge mine timer frit. Og så var der den detalje, at man ikke var villig til at betale det jeg koster — en tarif, som jeg i dette tilfælde faktisk havde sat lidt lavere pga. con amore-faktoren i projektet og fordi det var en opstartsvirksomhed, hvor økonomien som bekendt kan være lidt stram. Honoraret skulle vi tale om hen ad vejen efterhånden som projektet tog form og voksede sig større investeringsmæssigt. Det var jeg helt indstillet på, og derfor synes jeg jo også, at jeg havde gjort meget for at være imødekommende. Men selv den nedjusterede pris var man ikke villig til at gå i dialog om, man ville gerne have det hele og mere til for langt under det halve. Og ved I hvad. Selvom lønnen ikke er det, der umiddelbart driver værket for mig, synes jeg alligevel, at vi skylder os selv og hinanden at anerkende den faglighed der bringes til bordet og den værdi man kan skabe. Pris er af en eller anden grund noget af det vi har allersværest ved at tale om. Netop derfor er det så vigtigt, at vi gør det! 

 
sss.jpg
 

Og samarbejdet? Det blev naturligvis ikke til noget, især fordi samtalen sluttede lidt kort for hovedet med en tvær, henkastet bemærkning om ”kvindelige prioriteringer af familieliv og held og lykke med det.” Det var især kommentaren om mine prioriteringer, der gjorde, at jeg med stolthed i stemmen og fuldt rettet ryg kunne sige pænt nej tak og i øvrigt ikke var spor ked af at det ikke blev til noget. Jeg kunne mærke, at det helt sikkert ville blive et stramt samarbejde, hvis ikke jeg følte mig hel i det, både i fht. honoraret, men især også i fht. de præmisser, der efter meget nøje overvejelser gør mit arbejdsliv til en fest. Desuden følte jeg mig voldsomt provokeret af måden, man følte sig berettiget til at kommentere på, hvordan jeg indretter mit arbejds- og familieliv. Det havde absolut intet med sagen at gøre og vedkommer i øvrigt ikke andre end mig og min kæreste (som i øvrigt også prioriterer familielivet ret højt, selvom han er en mand). Og det burde på ingen måde have betydning for vurderingen af, om jeg kan løfte de opgaver jeg bliver hyret til at udføre. Så længe jeg producerer og leverer høj kvalitet — til tiden! Den kommentar sagde mere om min nu ikke-længere-så-potentielle samarbejdspartner end om mig og mine såkaldte ”kvindelige prioriteringer.”

Så dette er egentlig bare for at tappe ind i dit feed med en opfordring om først og fremmest at behandle hinanden pænt. Dernæst skal vi altså turde eje vores pris, stå ved vores værd og holde fast i de præmisser, der betyder noget for vores arbejdsliv, uanset hvad andre mener. Gør det også selvom det indimellem medfører, at du må afvise kunder og samarbejdspartnere, som ikke forstår eller — endnu vigtigere — ikke respekterer dig og dine valg. Hvad er samarbejdet værd, hvis ikke vi går ind i det med respekt for hinanden? Zero in my book. Vær ikke bange for at sige fra, for fravalget bliver jo netop et tilvalg af dig og dine principper. Det taber du ikke noget ved at passe på og værne om. Tværtimod! 

Vi kan somme tider være vores egen værste fjende, når vi i forsøget på at få det hele til at gå op eller lande den ”fede kunde,” forhandler os selv frem til, at det er OK at gå bare en lille smule på kompromis med vores principper og værdier. Men hvis vi gør det (for) ofte, risikerer vi at glemme vores egne honningkrukker og hvad det egentlig er vi selv synes er fedt. Og det må aldrig overskygge det allervigtigste faktum, at du skal være i vater med det du laver og de vilkår du arbejder under. 

Igen. Dit arbejdsliv – din arbejdsglæde! 

Og hvis det betyder, at du i dit selvstændige virke foretrækker at styre verdensfirmaet i pyjamas fra sengekanten, eller agerer den digitale nomade på farten og tjekker inbox fra den lokale kaffebar i NYC eller en misundelsesværdig underskøn bounty beach, eller omvendt foretrækker den ”traditionelle” tilknytning som ansat og stræber efter de høje hæle på direktionsgangen — totally up to you! Det vigtigste er, at du owner det. For hvis ikke du står ved dine principper og værdier, den du er, risikerer du, at andre tager dig eller det du kan for givet, hvis ikke du siger fra, når dine grænser overskrides. Derfor er det så helt afsindigt afgørende, at man tør tegne stregen i sandet, når det føles forkert, og vælger den luksus det kan være at sige nej, fordi prisen for at sige ja simpelthen nogle gange er for høj. Plus. Nogle gange er kemien der bare ikke. Det er helt OK. Det betyder ikke, at du eller din biks ikke er god nok. Det betyder bare, at den tribe ikke er noget for dig: der venter langt bedre ting i horisonten. 


Hannah Bergqvist er en dedikeret kommunikations specialist med en passion for ord og kreativ historiefortælling og sidst, men ikke mindst, er Hannah en af vores seje business-byggere.

Følg Hannah på Instagram og på hendes hjemmeside.

 
Cathrine Petersen