"Jeg har hele tiden set Poppykalas som en investering i at skabe den perfekte arbejdsplads for mig selv" - Interview med Thilde fra Poppykalas

Poppykalas er et drømmeunivers af blomster og farver! Bagved finder du Thilde, som med blomsterstyling, florale koncepter og en beundringsværdig Instagram-profil, har skabt en imponerende business. Royal Copenhagen, Glossier, Net a Porter og mange flere har haft fingrene i Poppykalas, og det forstår vi nemt. Vi har taget en snak med Thilde om kærligheden til blomster, Instagram-magi og livet som selvstændig. Læs med! 

Skærmbillede+2018-08-28+kl.+21.31.33.png

Davs Thilde, hvem er du:

Jeg er 39 år og jeg har to døtre på 5 år og 2 år og er gift med Jens. Vi bor i en lejlighed på Vesterbro - fem minutters gang fra Poppykalas’ Studio i Tullinsgade. Poppykalas er mit eget firma, som har eksisteret siden august 2016, hvor vi arbejder med blomster styling, set design og udvikling af florale koncepter. Alt sammen med udgangspunkt i, hvordan man kan kommunikere følelser og stemninger med blomsternes sprog alene uden ord. Enhver kunde har en identitet, som vi forsøger at formidle med iscenesættelse af blomster og farver. 

Om det akademiske vs. de magiske blomster:

Jeg har en bachelor i Dramaturgi og en kandidat i Moderne Kultur og Kulturformidling fra Københavns Universitet. Under mit studie og efterfølgende har jeg hovedsageligt arbejdet med kommunikation og PR på fx Betty Nansen Teatret og senere to år selvstændig producent inden for moderne dans i Dansehallerne. Så det at være selvstændig skræmmer mig ikke, det falder mig ret naturligt. Min mand er også selvstændig, der har jeg igennem årene hentet meget støtte og gode råd. På begge mine barsler kom jeg i kontakt med følelsen af, at der skulle ske noget andet, da jeg aldrig helt var glad og havde en fornemmelse af, at jeg ikke brugte mine evner fuldt ud. Jeg har altid tændt meget på det visuelle i teatret i form af scenografi og de mere æstetiske, performative teatermennesker som fx Robert Wilson. Derudover har det konceptuelle altid tiltalt mig og her har jeg altid været hurtig til at få idéer og skabe en meget klar sammenhæng i tekst og visualitet. Det var der bare sjældent tid til at gå helt ind i og det fandt jeg utilfredsstillende. For mig handler det om at finde frem til noget, der falder mig naturligt og som jeg forholdsvis ubesværet kan udføre i livet, sådan har jeg altid haft det med blomster. Jeg er et æstetisk og sanseligt menneske, så i virkeligheden kunne jeg også have valgt et andet materiale. Men blomsterne har altid haft en særlig plads i mit hjerte. Måske fordi min kære bedstemor fra Thy, malede blomstermalerier med den her særlige 3D effekt, hvor blomsterne nærmest stod ud af billedet. Hun havde indrettet den ene gårdlænge af gården til at galleri. I huset var der ingen regler, hun havde dækket en hel væg i køkkenet med en collage af udklippede blomster fra magasiner. Der var malet blomster på puder og vaser, stuen var malet lyserød med blomsterprint over alt og et kæmpe maleri direkte på væggen med en grøn skov og en gigantisk sø - ren magi! Min bedstemor har lært mig, alt hvad jeg ved om blomster. Der har altid været blomster i mit liv, så på den måde er jeg måske bare vendt tilbage til dem og mine rødder. Jeg kan sagtens skrive en akademisk tekst og en pressemeddelelse, men det har aldrig faldet mig lige så ubesværet som at binde en buket, udtænke et floral design til et photo shoot eller et event. Det er helt klart der, min styrke ligger. 

 Poppykalas for JULIE NIELSDOTTER JEWELRY

Poppykalas for JULIE NIELSDOTTER JEWELRY

Om motivationen i livet som selvstændig:

Det vigtigste for mig er at have tid til min familie og have en virksomhed funderet på mine personlige værdier, det var faktisk derfor jeg startede Poppykalas. Men man kommer jo ikke sovende til at skabe en virksomhed, så jeg vil sige, at det først er nu, at det rent faktisk kan lade sig gøre at jeg har mere tid til min familie. Jeg har hele tiden set Poppykalas som en investering i at skabe den perfekte arbejdsplads for mig selv og nu forhåbentlig også for mine ansatte. For mig handler det om at der skal være nærvær og autencitet i det vi laver og skal det altså være sjovt det meste af tiden. Jeg bruger hele tiden min mavefornemmelse som markør og jeg bliver bedre og bedre til at lytte til den. De bedste ved at være en lille virksomhed er at vi hele tiden kan sadle om meget hurtigt, hvis det ikke føles rigtigt. Jeg lukkede fx min webshop for buketlevering ned fra den ene dag til den anden og sagde mine faste abonnenter op, fordi der gik for meget produktion i den og for lidt udvikling. Jeg ville hellere fokusere på styling og det sjove var, at der faktisk kom to store styling opgaver efterfølgende. Vi kan og skal ikke det hele i Poppykalas. 

Noget af det bedste ved Poppykalas lige nu er at jeg også kan ansætte mine yndlingsmennesker og involvere min familie, det er ikke et isoleret produkt. Min faster har fx været med fra start, min mor syer potpourri poser, min lillebror var chauffør under modeugen og jeg har lige ansat min ældste barndomsveninde. 

Hvordan ser en typisk dag ud i dit liv?

En gennemsnitsdag som den er nu, hvor jeg ikke er på Grønttorvet, så vækker mine piger mig ved 6/7 tiden og så har vi en dejlig lang morgen sammen - jeg elsker morgener. Min mand eller jeg afleverer ungerne, når han gør, har jeg tid til det lange, gode bad, hvor jeg ofte får mine idéer. Så går jeg ned på mit studie, hvor vi enten har konkrete bestillinger på blomster, et eller flere kundemøder og så udvikling af kommende opgaver - events, styling opgaver og/eller udvikling af egne produkter: prints, workshops, tapet, potpourri og nye, spændende design samarbejder. Vi spiser altid en god frokost sammen og så skiftes min mand og jeg også til at hente pigerne om eftermiddagen, så vi har tid til at være sammen med dem. Jeg arbejder ikke efter, jeg er kommet hjem. Så skulle det lige være lidt tid på Instagram, men jeg prøver virkelig at styre mig, når pigerne er vågne. Hvis jeg skal på Grønttorvet er det noget andet. Jeg står op kl. 5 og får håndværkere med tandsmør og færgekaffe til morgenmad på Grønttorvet og får talt med mine leverandører. Jeg er derude ca. en gang i ugen og jeg elsker det! Jeg er et hjemmemenneske og er mest hjemme om aftenen, men prøver at få lavet en veninde date hver uge, hvor vi går ud og spiser og drikker lidt vino. 

02 poppykalas.jpg

Om at bruge Instagram i sin business:

Instagram har været min Poppykalas’ bedste ven. Jeg lavede @poppykalas dagen efter, jeg solgte mine første buketter til et plantemarked i Kødbyen sammen med min veninde. Jeg nævnte, at jeg måske ville starte et blomsterfirma og at det skulle hedde noget med ‘poppy’ fordi det betyder valmue og var min bedstemors yndlingsblomst og så var jeg helt vild med ordet kalas, der betyder fejring på svensk og jeg overvejede lidt at lave noget ‘partyplanning’ ved siden af. Så sagde min veninde, hvorfor kalder du det ikke bare for Poppykalas - og det gjorde jeg så og lavede Instagram-profilen. 

Instagram er fantastisk til at bygge noget op. Især muligheden for at tagge, gør det jo muligt lynhurtigt at blive set af mange mennesker. Jeg leverede meget tidligt i Poppykalas’ historie til fx Ganni, hvor en svensk influencer tog et billede af en af mine buketter og lagde det op - og så er det stort set gået meget organisk siden hen. Det er så rørende så gode og søde folk er til at dele og tagge. Tak for det! 

I sommerferien havde jeg givet Instagram videre til min kollega, det gik rigtig fint, men det var også lidt angstprovokerende, da den jo også er min baby. Jeg skrev lange manualer om hvilke emojis hun skulle bruge og så kunne jeg godt se, at jeg måske havde taget den lidt for højtideligt og måske skulle give lidt slip. 

Dette har ledt mig frem til faktisk at poste mindre. Kvalitet frem for kvantitet. Og så i stedet fokusere på at få lavet nogle virkelig smukke billeder i et helt nyt portofolio, hvor blomstersproget er i centrum. Det har virkelig frigivet en masse tid og så har appen Plann også hjulpet mig til at organisere og samle det hele lidt mere. 

Jeg forsøger at køre alt professionel kommunikation via mail, så jeg kun har en platform, hvor det foregår. Men jeg svarer da ofte på en lille forespørgsel alligevel;-) 

Især internationalt er Instagram genial, fx har vi lige lavet en kæmpe stor opgave for Net a Porter til modeugen i København og det kan jeg virkelig godt mærke på min Instagram, der kommer flere internationale følgere. Mine følgere er også dem, der handler prints osv. i min webshop, hvilket betyder at jeg leverer til hele verden. 

Samtidig er det også vigtigt for Poppykalas ikke at være tilstede hele tiden, fx gik vi offline en uge i sommerferien (det er altid en start), da det jo altså ikke er på Instagram ‘the magic happens’.

 Poppykalas for GUCCI + Poppykalas udstilling i samarbejde med fotograf Rosalina Serup

Poppykalas for GUCCI + Poppykalas udstilling i samarbejde med fotograf Rosalina Serup

Hvem og hvad inspirerer dig?

Jeg finder inspiration på Instagram og Pinterest som alle andre;-) Men jeg har også behov for at lukke helt ned. Gå en tur, læse en bog, høre musik, se en film, tage lange bade, gå på udstillinger, lege med mine børn, tage på miniferie med min mand eller drikke vin med damerne. Sjovt nok, så hjælper det mig faktisk at skrive, så kommer jeg ligesom ind i en anden verden. Men det at gå ud i naturen og det at rejse er faktisk den største inspiration for mig. 

Jeg er meget inspireret af videokunsteren Pipilotti Rist, som jeg også har skrevet speciale om. Hun har en særlig feminin evne til at skabe hypersanselige og angstfrie installationer. Så hun er en kilde til evig inspiration. Så er der jo klassikeren Frida Kahlo, hvorfra jeg også har skabt Poppykalas’ hashtag #vivalavida - det siger alt synes jeg. Min bedstemor selvfølgelig - og så faktisk også min faster Karen i Århus, der lever et meget fint og roligt liv. Jeg kender ingen som hende, der kan nyde at se hendes morgenfruer blomstre og virkelig sætte pris på det. Mærke de små umiddelbare glæder, det kan vi alle lære noget af. 

Om at finde et kontor:

Da jeg startede op, var det kaos! Indkøb på Grønttorvet for første gang, hvor jeg brød sammen i gråd efterfølgende fordi der simpelthen var så mange smukke blomster. Hjem på altanen med dem og så videre på marked på en flad Christiania-cykel selvfølgelig. De første fire måneder, lavede jeg buketterne i vores lejlighed. Jeg var stadig på barsel, så min mand havde Iris en dag om ugen, hvor jeg lavede buketter. Det var virkelig kaos og meget stresset, jeg nåede aldrig at rydde op efter mig, så der var blade overalt, som Iris kravlede rundt og spiste lidt af. Først rykkede jeg ud en måneds tid i et meget lille baglokale hos Palermo Hollywood i Jægersborggade og videre til Can Family i Tullinsgade. 

Det var helt klassisk med lidt bange anelser, da jeg jo ikke havde råd til det og hvad gjorde jeg nu? Kunne jeg betale husleje? Og var det ikke lidt for meget? Men man skal jo bare gøre det, som min mand sagde. Og så startede jeg ud i endnu et baglokale der og har nu også overtaget et lokale ud mod gaden. Så jeg både har et værksted og kontor. Jeg er så lykkelig og taknemmelig over at have mit eget studio, hvor jeg bare kan få lov til at være og skabe. Det er altså virkelig stort og en manifestation af, at jeg virkelig tror på det, jeg gør med Poppykalas. Jeg vil anbefale alle, at komme ud på den ene eller anden måde. Om så det er i et mindre format, gør det! 

  Poppykalas udstilling i samarbejde med fotograf Rosalina Serup

 Poppykalas udstilling i samarbejde med fotograf Rosalina Serup

Hvad er dit bedste råd til alle dem med drømme om et selvstændigt eventyr?

Gør det! Total klichéagtigt, men jo - gør det. Hvis det er skræmmende at tage det store spring, så prøv med et mindre pilotprojekt. Jeg sad også og fedtede med min hjemmeside, som jeg følte skulle være færdig først. Men min mand pressede på og sagde gå nu bare ud og få nogle kunder! Prøv det af. Og det gjorde jeg så. 

  Poppykalas udstilling i samarbejde med fotograf Rosalina Serup

 Poppykalas udstilling i samarbejde med fotograf Rosalina Serup

Du kan følge Poppykalas' smukke arbejde via @poppykalas og www.poppykalas.dk