"Mit moderskab balancerer min business": Happy mors dag fra Karen Pallisgaard

 

“HERE’S TO STRONG WOMEN MAY WE KNOW THEM. MAY WE BE THEM. MAY WE RAISE THEM”

60264715_346953269358116_7740173946686799872_n.jpg

Få dig en au-pair. Du kan bare arbejde om aftenen eller om natten. Man kan også hyre en night nanny som i USA. Du tager da bare den lille med til det hele. Du kan sagtens klare det hele på én gang.

Der kom mange velmenende råd fra selvstændige business-mamas, da jeg var gravid og svedte i hormonhelvedet over, hvordan jeg skulle få min barsel og babygylp til at hænge sammen med bundlinjen i min lille selvstændige forretning.

Jeg for vild på virk.dk. A-kassen var ikke mere opmuntrende, men jeg kunne seriøst ikke overskue tanken om at skulle pakke min kommende baby ned i min computertaske, når jeg skulle ud og holde foredrag langt væk i dele af Danmark. 

Hej, undskyld, lad mig lige være høflig og introducere mig selv, inden jeg går videre.  Jeg hedder Karen. Jeg er selvstændig journalist, forfatter, foredragsholder, yoga – og meditationslærer, yogarejseleder, coach, terapeut in spe, ambassadør i PlanBørnefonden og Børnehjernecancerfonden og mentor hos Byg din Business. Men bag alle titlerne og festfyrværkeriet er jeg mest af alt mor, og det her er min hyldest til mødre. Alle os, der arbejder. Os, der ikke arbejder. Os, der ikke kan arbejde. Os, der multi- og mamatasker døgnet rundt. Os, der gør vores bedste og hold kæft, hvor gør vi det godt i vores forsøg på at få det hele til at hænge sammen – lige fra mails, madpakker, mandagsmøder til onsdagssex og wanna-be 100 procent-mindful-mama.

Og det var der vi kom fra. En nat, kort inden jeg skulle føde mit første barn, kunne jeg med gode spark fra dunken endelig mærke min mavefornemmelse. Den fortalte mig, at jeg skulle holde en lang (altså normal lang) barsel, selvom mange sagde, det ville være stort selvmål som selvstændig.  

Jeg vidste instinktivt, at jeg ikke ville kunne jonglere nyfødt baby, søvnløshed og arbejde samtidig. Jeg havde haft stress før og uden søvn dur denne her heltinde bare ikke, så jeg valgte at drosle ned og holde barsel. Hatten af for alle de selvstændige kvinder, der kan klare det hele. Jeg ville ikke kunne. Og jeg ville nok heller ikke have lyst til at kunne.
Der var noget langt vigtigere på spil end min karriere her. Et lille liv. Jeg anede ikke dengang, at jeg ville komme til at barsle mere end denne ene gang i hele mit liv. Men jeg vidste, at jeg havde mere end 35 år tilbage på arbejdsmarkedet, hvis alt går vel – for jeg elsker at arbejde, og jeg elsker mit arbejde og vil gerne arbejde resten af mit liv.

Nødt til at sænke farten

Derfor føltes det også lidt som at skylle mit første hjertebarn, min forretning, ud med lokumsvandet, da jeg valgte at slippe mine faste kunder og sætte mit firma på hold i et lille år. Som I Lady & Vagabonden. Kan I huske Lady & Vagabonden? Nå, ej, det kunne jeg heller ikke, indtil jeg så den for nylig med min nu 4-årige datter. Der bliver hunden Lady helt ulykkelig og omsorgsvigtet, da hendes mennesker får en ægte baby. Min forretning blev Lady, og min baby blev, well, min baby, og jeg, ja, jeg blev sgu mor. Man kan således sige, at allerede inden min datter blev født, begyndte hun at balancere min business.

Balance var ellers ikke lige min stil. Jeg havde altid fuld fart på. Ville alt, og gjorde det meste halvt. Det begyndte, da jeg startede i folkeskolen. Jeg fik travlt med at bevise. Jeg fik hurtigt travlt med at blive voksen. Jeg havde travlt med at flytte hjemmefra. Travlt med at rejse. Travlt med at komme hjem igen og få en uddannelse. Travlt med at få et fedt job. Travlt med at gøre karriere. Det gjorde jeg hurtigt. Jeg brystede mig af min effektivitet. Jeg kunne nå alting på den halve tid. Jeg var ved at eksplodere over køer i Netto. Jeg blev provokeret, når folk fyldte på fortovet. Jeg fik travlt med at blive gift. Inden længe fik jeg travlt med at blive skilt. Derfra fik jeg travlt med at selvudvikle mig. Og så fik jeg travlt med at sige mit job op og starte som selvstændig. Og det skulle gerne gå stærkt. Ser du, jeg har altid haft en bevidsthed om, at livet er kort, så det gælder om at malke det hårdt. Fuld fart frem under skyggen af min kæmpe ja-hat med en naturlig nysgerrighed og trang til at få det bedste ud af livet.  Jeg løb og løb med en følelse af, at døden åndede mig i nakken og blæste mig frem-frem-frem. Og så.  Pludselig stod jeg der. 9 måneder gravid og 27 kilo tungere og med en baby, der allerede inde i maven bad mig om at sænke farten. Meget imod,  hvad jeg var vant til – men virkelig, hvad jeg var nødt til, hvis jeg skulle kunne være helhjertet i mit projekt-moderskab, ja i mit liv.

Vi har kampe at kæmpe

I min mors generation var det ikke et projekt at få børn; det var bare noget man gjorde, som hun siger. Min mor har altid lært mig, at jeg skal kunne klare mig selv. Kvinder skal ikke være afhængige af mænd, sagde hun. Jeg har haft jobs, siden jeg var 10 år; man skal jo yde for at nyde.

Min mor er født i en tid, hvor velfærdsstaten var ved at blive bygget op. Hvor det var utænkeligt ikke at arbejde.  Hun har en høj arbejdsmoral og svor, at hun altid ville arbejde, så hun og vi, hendes børn, kunne have anstændigt tøj, bo anstændigt og spise godt. Så hun måtte tilbage på job efter 12 uger efter fødsel. Hun har aldrig haft en stor drøm om at finde sin indre kunster frem og skabe noget, sådan som mig og min bror og resten af vores selvrealiserende generation har den luksus at kunne gøre.

Der er en eller anden klog type, der har sagt, at det er hver generations pligt at gøre det bedre end forrige generation. Og fordi vores mødre har banet vejen og kæmpet kampene, der gør, at vi kan tage uddannelser, få fede jobs, sige fede jobs op, springe ud som selvstændige eller hjemmegående eller, hvad vi har lyst til, så følger der også en vis forpligtelse med jobbet. Og der er stadig kampe at kæmpe. På det strukturelle plan er der flere ting, der ikke fungerer, når man er selvstændig og kvinde. Barselsdagpenge, eller manglen på dem, er til at få lange løg (eller, rettere, læber) over. På arbejdsmarkedet er vi mødre stadig væsentligt dårligere stillet end fædre, mens vi til gengæld ligger højere end dem i stressstatistikkerne. Vores døtre kæmper allerede fra barns ben i præstationsprinsesseræset, og vokser op i en verden hvor deres værd bliver vejet i likes og antal følgere. Det er vores kamp at vise dem, at det ikke behøver være sådan.

Og så er der vores egne indre kampe. Hvordan har vi det egentlig? Hvorfor har vi det sådan? Og hvordan vil vi egentlig gerne have det? Og hvad skal der til for, at vi kan leve med ro i maven og hjertet forrest som business-mamas?

Balance og business er altid muligt

Mine børn har lært mig at balancere min business ved at vise mig, at der er mere i livet end bundlinje og deadlines. De har lært mig at arbejde på de særeste tidspunkter af døgnet (i skrivende stund er det lørdag aften kl. 21.07 og jeg sidder i sengen og skriver med to sovende hoveder på mine ben, der så til gengæld, ret irriterende, også sover...). De har lært mig at skrue ned for mine arbejdsopgaver, mit økonomiske forbrug og mit anerkendelseshungrende overarbejdende ego, og de har lært mig at lytte til mine mavefornemmelser og leve med mening, så jeg har tid til at være mig, være mor og være selvstændig businessbygger.

Hvad,  der giver mening for dig, din business og dit moderskab, ved du bedst. Måske er det ved at få en au-pair. Hyre en night nanny. Arbejde røven ud af bukserne. Tage baby med på job. Gå på barsel. Blive hjemmegående. Arbejde om natten, være mor om dagen. Mamamultitaske døgnet rundt. Måske ikke. Der er ikke ét rigtigt svar for os alle, men jeg tror på, at der ét rigtigt svar for hver af os. Nogle gange skal vi bare sparkes af en baby i maven for at mærke det. Balance og business er altid muligt. Det er ikke gratis og kompromisløst, men det er muligt, og det føles fandme fedt, når man finder sin sande vej og tør gå den.

Og det en af de største forpligtelser vi har over for os selv og vores børn; nemlig at mærke efter, hvad det er, der får os til at trives og leve et bæredygtigt liv i overensstemmelse med vores værdier, så vi kan inspirere næste generation og fremtidens forældre til at gøre det samme. 

Hvad end vi gør, så lad os gøre det med kærlighed og stå stærkt sammen i alle vores forskelligeheder, i vores sårbarheder og styrker, efterstræbe samhørighed, bidrage til en bedre verden og forbinde os. Til os selv. Til vores børn. Til hinanden. Til livet. Er det for fanden ikke det, vi er her for?

Happy mors dag fra Karen

60038976_1717163268429238_1913226274726215680_n.jpg
 
Cathrine Petersen