"Prioritér hvad du siger ja til." - interview med Anne-Kathrine Kjær Christensen, Specifii.dk

Anne-Kathrine Kjær Christensen.jpg

1. Vil du fortælle lidt om hvem du er, dine hjerte-projekter & hvad du arbejder med?

Jeg hedder Anne, er 34 år, bor i København og uddannet i Persuasive Design fra Aalborg Universitet i 2008. Efterfølgende arbejdede jeg som e-business konsulent og for både private og offentlige virksomheder. 

Jeg har været ejer af virksomheden Specifii siden januar 2015. Jeg har arbejdet som ekstern konsulent for flere kunder - blandt andet som Product Owner på et stort digitalt transformationsprojekt hos Telenor og som Product Owner hos DFDS (sidstnævnte via We Know People). 

Jeg har også lavet kreative UX opgaver og optimering af websites og apps. I maj var jeg på workshop i Chicago, og siden da har jeg været ude at tale til diverse events om Persuasive Technology. 

Jeg er også begyndt at udbyde workshops om Persuasive Technology, og hvordan vi kan ændre adfærd  og skabe gode kundeoplevelser med viden fra psykologien, retorikken og neurovidenskaben. Derudover er jeg i gang med at udleve en idé, der skal blive et værktøj med Serious Games Interactive - det er til UX'ere og lign. ift. at løse udfordringer og skabe innovative og gode kundeoplevelser.

2. Hvordan fik du modet til at tage det første skridt til det selvstændige liv? 

Jeg er drevet af passion og drive, og rammerne i mit privatliv gjorde det nemmere for mig at træffe beslutningen og kaste mig ud i livet som selvstændig. Det var vigtigt for mig at kaste mig ud i det frem for senere at fortryde, at jeg aldrig ville få det gjort.

Jeg forberedte mig også - og talte med nogle om det, inden jeg tog hul på det. Men hvis jeg vidste dengang, hvad jeg ved nu, ville jeg have ændret nogle ting i min forberedelse.

3. Hvad er dine grundværdier for din business og hvordan følger de dig i din hverdag? 

Jeg har hjertet og passion med i min forretning - og det tager jeg med i alt fra mine præsentationer til events og til specifikke opgaver for kunder og i den rådgivning, jeg udbyder. 

Det er vigtigt for mig at give en professionel og troværdig service samt give gode kundeoplevelser til mine kunder - og deres kunder.

4. Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for dig?

Den varierer utrolig meget. Pt. arbejder jeg mest på værktøjet til at skabe gode kundeoplevelser med forskning fra Persuasive Technology. Jeg arbejder på at finde en eller flere investorer, så jeg kan sætte gang i udviklingen. Jeg har en del møder med fagpersoner i Danmark og andre steder i Europa, men også folk i USA og Canada - hvor møderne så foregår på Skype. Derudover har jeg også møder med advokater med flere, da de skal involveres på sigt. 

Jeg har tidligere været til faglige events ca. hver uge - enten for selv at præsentere eller for at netværke og få faglige inputs. Pt. deltager jeg ikke i så mange events og fokuserer mere ift. værktøjet. 

Nogle gange kan jeg godt starte dagen sent, holder større pauser eller arbejde om aftenen. Det tilpasser jeg løbende, men mange dage kan jeg også arbejde helt standard fra 9-17, dog sjældent fra samme sted hele dagen. Jeg arbejder også ofte i weekenden, men det varierer hvor meget, og jeg kan prioritere løbende, når jeg gerne vil holde helt fri. Selvom jeg elsker mit job, er det også vigtigt for mig at holde helt fri.

5. Hvor arbejder du bedst?

Jeg kan godt lide variation i at være hos kunder, arbejde hjemme, hos samarbejdspartnere eller på café.

Jeg kan sidde hos Univate, hvor jeg har firmaadresse eller hvor jeg ellers ønsker at arbejde. Jeg kan godt lide at arbejde fra forskellige lokationer, så siden jeg er begyndt at arbejde mere med egne projekter, er det sjældent, jeg sidder og arbejder samme sted en hel dag.

6. Hvor meget af dit arbejde foregår digitalt vs. IRL? Og hvilke redskaber, programmer og platforme gør du særligt brug af?

Jeg vil tro, det er ca. 70/30 - mest tid digitalt. Men det svinger i perioder.  I perioder har mit arbejde været nærmest 100 % hos kunderne, hvor procentdelen for tid IRL var højere. 

Jeg bruger særligt følgende redskaber, programmer og platforme:

Mailchimp: Nyhedsbrev

LInkedIn, Facebook, Instagram, Twitter: Markedsføring, netværk og inspiration ift. fagligt indhold.

Dinero: Dinero er mit økonomisystem. Jeg har lige skiftet fra Economic til Dinero.

Dropbox: Deling af dokumenter med samarbejdspartnere og  nogle kunder samt til backup og bilag til min bogholder 1264.

Todoist, trello og min digitale kalender: Jeg bruger disse til dokumentation og styring af opgaver. Jeg eksperimenterer løbende med, hvad der fungerer bedst for mig. Der er pt. ikke én løsning, der dækker alle mine behov.

Eventbrite: Jeg bruger Eventbrite til events. Jeg er egentlig ikke stor tilhænger af selve løsningen, men fordelen er, at mange kender Eventbrite og det kan tiltrække flere at have mine events der.

Medium: Jeg er begyndt at bruge Medium til artikler, men ellers bruger jeg også egen blog på mit website og LinkedIn. 

Skype og Whatspp: Nogle samarbejdspartnere (særligt dem i udlandet) taler jeg med på Skype eller Whatsapp.

Wordpress: Website - Specifii.dk og Specifii.com.

Powerpoint: Jeg bruger powerpoint til præsentationer til kunder, workshops og meetups med mere. Jeg bruger generelt flere programmer fra Microsoft office pakken.

Toggl:  Jeg bruger Toggl til tidsregistrering af mine opgaver for kunder.

7. Hvem inspirerer dig og har du nogle rollemodeller? 

Jeg er inspireret af mange. 

På universitetet var det min professor Per Hasle, der inspirerede mig ift. Persuasive Technology og retorik. 

Jeg er også inspireret af Brian Cugelman, som afholder workshops i USA og Canada om Digital Behaviour Change. Jeg var på hans workshop i Chicago i maj måned, og det inspirerede mig til at starte workshops i Danmark. 

Preely inspirerer mig også - de udbyder en platform til brugertests. Der er nogle kompetente, imødekommende og troværdige folk bag, som også udbyder meetups. Derudover er jeg også inspireret af mine veninder og af kvinder som Andrea Elizabeth Rudolph og Frederikke Schmidt, der er ejer af Roccamore. De virker begge til at følge deres drømme og have hjertet med i deres forretning.

8. Hvor finder du din inspiration og hvordan vedligeholder du den i en travl hverdag?

 Jeg finder inspiration i spændende projekter, faglige netværk, workshops, spændende faglig læsning, samarbejdspartnere, at tale til events og få folks feedback - og ikke mindst i at skabe nogle rammer for mig selv, så jeg kan være kreativ og lade mine ambitioner udfolde sig. 

Jeg har også min mentor Jan Sørensen fra Københavns Erhvervshus, som inspirerer mig, udfordrer mig og hjælper mig med at videreudvikle min forretning.

9. Hvad vil du anbefale for andre i startup processen? Hvor og hvordan starter man bedst ?

Jeg startede med at få rådgivning fra Københavns Erhvervshus, hvor jeg fik en fast kontaktperson. Jeg talte med ham om, hvilken virksomhed jeg gerne ville starte og andre praktiske spørgsmål ift. skat og moms m.m., det kan være svære at forholde sig til i starten. Jeg fik god vejledning til at få min virksomhed sparket i gang, og det kan jeg også anbefale andre, der bor i København. Derudover læste jeg bøger med diverse iværksætter tips, og det kan jeg også anbefale.

Netværk er utrolig vigtigt at dyrke - så vil altid anbefale at komme ud til faglige events.

Derudover er prioritering vigtigt - der er virkelig mange bolde som selvstændig, og det er nemt at komme til at arbejde rigtig meget.

10. Hvad er dit bedste råd til håbefulde kvinder med lommerne fulde af drømme om et selvstændigt eventyr?

Hav dit hjerte med, tro på dig selv og prioritér hvad du siger ja til.