Voila, her er vinderne af fripladserne på vores forårshold!

 

Illustrationer af børns udvikling, vægtæpper og tryk, hjemmelavede sengegavle og unikke kunstfotos! Vinderne af BYG DIN BUSINESS fripladserne er fundet og hold da fest, hvor vi glæder os til, at cyberspace bliver fyldt med deres stærke, kreative og gode business-idéer.

Takket være Kvindernes Bygningsfond og Sparrekassen Vendsyssel kan vi på vores forårshold sende hele fire kvinder igennem forløbet kvit og frit. I løbet af de næste seks uger skal de bygge deres business og skabe deres hjemmesider - og dermed få deres iværksætteri-idé godt i gang. Vi glæder os til at følge Stine, Mette, Salina og Carina på start-up rejsen. Er du nysgerrig på, hvad de skal arbejde med? Så læs med herunder!

Lidt om fripladserne: Start-up fasen kan være en tid med få økonomiske midler! Derfor har vi skabt BYG DIN BUSINESS fripladserne, hvor alle og enhver kan søge om en friplads på vores 6 ugers online forløb Fra idé til web. Læs mere og hold øje med næste omgang her.

Foto: Mette

Foto: Mette

Mette og Neume Studio

“Jeg har en drøm om at skabe Neume Studio, hvor jeg kan være kreativ og skabe mit eget. Et kreativt frirum, hvor der er plads til skæg og spas.”

Sådan siger Mette, som står bag Neume Studio, hvor hun producerer vægtæpper, plakater, tryk og med tiden gerne vil tilføje tøj lavet af bæredygtige materialer med egne print og motiver. Mette arbejder blandt andet som produktionsmedarbejder for en dansk tøj-virksomhed, men bruger alle ledige timer i døgnet på at være kreativ, at skabe og prøve at skabe et grundlag for Neume Studio! Ifølge Mette, så vil 6 ugers online forløbet være et “spark i røven” til at komme ud over stepperne og lave det, som hun virkelig drømmer om! 

Følg Mette og Neume Studio her.

Foto: Carina

Foto: Carina

Carina og STOL MIN STOL

Hos Carina og STOL MIN STOL er håndværket i centrum! Carina laver nemlig sengegavle og små skamler fra bunden med håndslået knapper. Det er oftes genbrug og resultatet er altid helt unikt. 

“Jeg elsker at skabe og kan slet ikke lade være. Der kommer hele tiden nye ideer til!” Sådan siger Carina, som udover at bygge smukke møbler, nu også skal til at bygge en smuk hjemmeside til sit fantastiske projekt. 

Til hverdag driver Carina en entreprenørvirksomhed med sin mand, også bor hun på et husmandssted ude på landet. 

Følg Carina og STOL MIN STOL her.

Foto: TINYTELLER

Foto: TINYTELLER

Salina og TINYTELLER

Bag TINYTELLER står Salina, som er uddannet civil-ingeniør og har arbejdet med forretningsudvikling, strategi og projektledelse. Sidste år brød Salina med sit spændende karriere-liv og har i stedet involveret sig meget i nærværet med sine to små børn. Og netop dette har været inspiration til Salinas business; Salina oplevede nemlig at tiden gik stærkere med småfolk. At de udviklede sig mentalt og fysisk på kort tid. 

Tanken bag TINYTELLER er, at der skal være tid til at være til stede og fordybe sig i børnenes udvikling – både stort og småt fra hverdagen. Det skal være nemt at forevige øjeblikke og det skal være struktureret, så udviklingen også kan mindes. Det gør hun med sine smukke illustrationer, der skal bringe glæde i hverdagen og som du kan se et eksempel på herover og på Instagram.  

“Jeg søgte om optagelse for at blive en del af BYG DIN BUSINESS fællesskabet og drage fordel af, at andre har struktureret processen for mig”, siger Salina om fripladsen på online forløbet. Hun fortsætter: “Jeg håber indholdet kan give mig et kærligt skub og transformere TINYTELLER i en fart og til et sted, jeg ikke kunne have fundet på egen hånd.”

Følg Salina og TINYTELLER her.

Foto: Stine

Foto: Stine

Stine og Æstetik Tak

Kunstfotografier og kreative projekter til væggen! Det er det, som freelance grafiker Stine skal arbejde på, imens hun er på sit BYG DIN BUSINESS forløb! Om sig selv siger Stine:

"Jeg følger meget min intuition, når jeg giver mig i kast med et kreativt projekt. Lige nu er polaroid-fotografiet mit foretrukne medie og jeg nyder dets umiddelbarhed og måde at indfange både det virkelige og drømmende. Desuden er mediet en god kontrast til vores måde at tage billeder på i dag. Med polaroid giver jeg mig god tid og finder det helt rette motiv. Jeg bliver inspireret til at skabe, når jeg har et publikum og et formål med at lave noget unikt. Derfor giver det mening for mig at starte en lille business, med en hjemmeside, hvor jeg kan formidle mine værker." 

Og cyberspace skal nok blive beriget med en masse smukke og unikke ting til væggene, når Stines nye webside er i luften! 

Følg Stine og Æstetik Tak her.

 
Cathrine Petersen