Karen Pallisgaard - forfatter & yoga-mor

 

Karen Pallisgaard er Danmarks førende yogaforfatter med sin syvende bog på vej og er kendt fra medierne, hvor hun jævnligt bliver brugt som ekspert i yoga, meditation, mental sundhed og langsom livsstil. Karen var med på vores allerførste hold business-bygger i tidernes morgen.

 
Pallisgaard+Karen+1.jpg
 

"KEND DIT HJERTES HVORFOR" - INTERVIEW MED EPISKE KAREN PALLISGAARD

1. VIL DU FORTÆLLE LIDT OM HVEM DU ER, DINE HJERTE-PROJEKTER & HVAD DU ARBEJDER MED?

Jeg hedder Karen, er en god årgang ’80 , bor sammen min kæreste Niels og vores lille datter Johanna og har endnu et kærlighedsbarn på vej. Så pt. fylder det (og jeg) ret meget.
Jeg er uddannet journalist og efterfølgende har jeg taget cirka tusind timers uddannelser inden for yoga og meditation. Inden jeg gik selvstændig arbejdede jeg ti år som journalist og redaktør i magasinbranchen. Siden 2013, hvor jeg sagde op, har jeg skrevet seks bøger om yoga, trivsel og indre bæredygtighed og har min syvende på vej. Jeg holder foredrag for virksomheder, organisationer og foreninger om at mindske stress og styrke mental sundhed, og så underviser jeg på udvalgte events og rejser, hvor man kan komme i dybden med dig selv – krop og sind – gennem yoga, meditation og coaching. Både i mit arbejds- og privatliv har jeg altid gået op i det eksistentielle, det åndelige, det kropslige og det tabubelagte. Alt der handler om at være menneske. Og det er nok det, der er hjertet i det, jeg laver: At udforske, udtrykke og forstå mig selv, andre og verden omkring mig. Det gør jeg blandt andet gennem skrivning, yoga og meditation, som er store passioner i mit liv.

2. HVORDAN FIK DU MODET TIL AT TAGE DET FØRSTE SKRIDT TIL DET SELVSTÆNDIGE LIV? 

Det tog godt nok lang tid. Jeg drømte om det i flere år, men turde ikke. Var sikker på, at det ville blive den sikre død, fordi jeg ikke kunne tjene penge osv.  Jeg nåede at gå ned med stress, blive skilt og have svær sygdom tæt på i familien, inden jeg endelig tænkte: Jeg har overlevet alt det her, så tør jeg fandme også godt sige op. Hvis det ikke skulle gå, kunne jeg jo bare få et job igen.  Jeg var på Bali på det tidspunkt, og en dag, da jeg sad der og mediterede, sagde noget i mig: Følg hjertet. Just do it. Og så blev det sådan.

vsco-photo-2-1.jpg

3. HVAD ER DINE GRUNDVÆRDIER FOR DIN BUSINESS OG HVORDAN FØLGER DE DIG I DIN HVERDAG? 

Det er meget hjertedrevet: Jeg skal kunne have mit hjerte med i det, og jeg skal have en ide om, at mit arbejde på en eller anden måde kan åbne hjerter, bevæge, vække eller folde mennesker ud. Så derfor er en af mine vigtigste værdier MENING. Mening handler for mig om at bidrage til noget større end mig selv end til en eller anden random pengemaskine. Filosof Alain De Botton har sagt, at ”meaning comes when you feel that you’re somehow improving the lives of other through your work, either by reducing suffering or increasing pleasure”. Det navigerer jeg efter.  Derudover er RO en stor værdi både i mit privat og arbejdsliv. Jeg har været nede med stress, og det magter jeg ikke igen. Så jeg har indrettet det sådan, at jeg kun tager den arbejdsmængde ind, der tillader mig at kunne trække vejret dybt, mens jeg arbejder. Og så arbejder jeg korte(re) dage og elsker at sidde alene i ro og fred. Jeg insisterer på at have TID til at kunne fordybe mig, så jeg kan forstå og formidle mit arbejde ordentligt.  Og og og, så skal det på en eller anden måde gerne være lidt sjovt, jeg gider simpelthen ikke arbejde med indhold eller mennesker, der ikke giver glæde. Så opsummeret er mine værdier jo så nok: Hjerte,  bidrag, mening, ro, tid og glæde. Hahaha, tak for det spørgsmål, så fandt jeg da lige ud det ;)

4. HVORDAN SER EN TYPISK ARBEJDSDAG UD FOR DIG?

Den varierer godt nok meget. Jeg har måske tre dage på hjemmekontoret, hvor jeg skriver, læser, researcher, forbereder, organiserer og alt det man nu engang skal lave ved computer og skrivebord. Og så har jeg måske en dag i KBH, hvor jeg har møder med dejlige mennesker og samarbejdspartnere og OD’er på kaffe, og så måske en dag, hvor jeg er ude at holde foredrag. Men virkelig; der er ingen fast skabelon.

vsco-photo-1.jpg

5. HVOR ARBEJDER DU BEDST?

I fred derhjemme på mit yogakontor med earl grey i koppen og Ane Brun, Agnes Obel, Nick Cave, yogamantras eller hyggejazz i højtaleren.

6. HVOR MEGET AF DIT ARBEJDE FOREGÅR DIGITALT VS. IRL? 

Vil tro det er 60 vs. 40.

7. HVEM INSPIRERER DIG OG HAR DU NOGLE ROLLEMODELLER? 

Ej, men her kan jeg jo slet ikke begrænse mig. Der er simpelthen så mange kvinder - ja, det er mest kvinder, jeg beundrer, slår det mig lige. Hvis jeg kun må vælge en, så er det nok forfatter og forkæmper for diverse gode formål; Elizabeth Gilbert. Hun skriver rørende, ærligt og indsigtsfuldt, hun virker storhjertet, hun mediterer og fremstår dejligt jordnær spirituel og skide sjov samtidig.

8. HVOR FINDER DU DIN INSPIRATION, OG HVORDAN VEDLIGEHOLDER DU DEN I EN TRAVL HVERDAG?

Ved ikke at have en for travl hverdag. Det er tricket for mig. Så snart det hele bliver for speedy, får jeg tunnelsyn og bliver ret hurtigt et ulideligt menneske.

Derudover så storshopper jeg på Amazon.co.uk. Jeg har pt en bunke med 50 ulæste, nye bøger. Jeg går også ture og krammer nogle træer. Drikker kaffe med opløftende mennesker. Jeg lytter til podcasts med inspirerende typer. Jeg begrænser min tid på sociale medier. Jeg tager på yogaworkshops og har næsten altid gang i en eller anden uddannelse. Og så mediterer jeg dagligt – der er altså meget inspiration at hente inden i.

9. HVAD VIL DU ANBEFALE FOR ANDRE I STARTUP PROCESSEN? HVOR OG HVORDAN STARTER MAN BEDST ?

Få hjælp fra dygtige fagfolk, der er specialiseret i start-ups. Det er ikke meningen, at vi skal kunne det hele selv. Der er masser af gode bøger og kurser og folk derude – fx bygdinbusiness.dk, sagt helt uden at være en fedterøv… ;)
Hav en god sparringspartner. Find en dygtig hjemmesidebygger og revisor, hvis det ikke lige er din spidskompetencer, og så brug din tid og energi på at gøre det, som gør dig glad, og som du er bedst til.

10. HVAD ER DIT BEDSTE RÅD TIL HÅBEFULDE KVINDER MED LOMMERNE FULDE AF DRØMME OM ET SELVSTÆNDIGT EVENTYR?

Kend dit hjertes hvorfor. Det er det, der holder dig i gang, når det bliver surt og svært i perioder - og det gør det. Så brug tid på at afklare din motivation og det, der driver dig.

vsco-photo-3.jpg
 
Cathrine Petersen